Om os

Om Blokhus Natur Camping

Vores passion: Outdoor living - simple lifestyle

Hos Blokhus Natur Camping kan du overnatte i natur-værelser, midt i naturen. Du er tæt på følelsen af “vildt”, men altid i nærheden af en velfærdsbygning.

”Det må gerne være vildt, men det behøver ikke at være det,” er vores motto.

Historien bag

I 2017 overtog vi, Inge og Karsten, en slidt og glemt campingplads. Det gjorde vi, fordi vi kunne se mulighederne. Campingpladsen har haft flere navne og har også haft sin storhedstid med både bistro og lørdagsbal. Men det er så længe siden, at de fleste har glemt det.

Efter at have arbejdet med pladsen og fornyet det slidte, fandt vi her mulighederne for at skabe noget helt unikt og spændende. En anderledes og mere autentisk måde at holde komfortabel ferie midt i naturen. Et naturresort, hvor du som gæst kan føle dig alene i naturen, være primitiv og lave mad på bål, men samtidig have nem og bekvem adgang til moderne faciliteter som toilet og bad.

naturresort

Det tager tid at udvikle en campingplads til et naturresort, og vi udfører derfor projektet i forskellige faser.

I den første fase inddrager vi en del af campingpladsen til resortet. Her tilbyder vi overnatning i bjælkehytter, retrohytte, Nordiske telte og natur skure. De fleste af overnatningsmulighederne er placeret et stykke væk fra campingområdet, tættere på den vilde natur. Vær ikke overrasket, hvis der står dådyr foran dit telt om morgenen.

I anden fase arbejder vi på at gøre campingarealet mere vildt. Vi lader græsset gro, planter flere buske og træer, og når det er muligt, lader vi de døde træer blive, så insekterne og de dyr, der fanger dem, kan bo her. Vejene bliver snoede, så vi får skabt nogle små private ”rum” i naturen. På den måde kan du overnatte i din egen vogn eller telt og samtidig få fornemmelsen af at være alene i naturen.

I tredje og sidste fase placeres resortets ”værelser” på et naturskønt område bag den eksisterende campingplads. Her vil du kunne vælge mellem at sove i store luksustelte med rigtige senge, hytter indrettet som soveværelser eller shelters med madrasser. Alle værelserne indrettes med eget tekøkken og udendørs møbler, så du virkelig kan nyde den omkringliggende natur. Desuden vil der være fri adgang til bålhytte og velfærdsbygninger.

Når du tjekker ind på et af vores værelser, vil det være helt som at tjekke ind på et hotelværelse med opredning og håndklæder. Du vil kunne tilkøbe morgenmad eller en madpakke til frokosten, og på udvalgte datoer vil det også være muligt med aftensmad. Der vil være events og arrangementer for både børn og voksne, alt sammen vil handle om eller foregå i naturen.

Har du som gæst ønsker om guidede ture på segway, MTB, hesteryg, så hjælper vi naturligvis med at få det arrangeret.

Kommer man i større grupper og ønsker special-arrangementer, så er vi også klar til at hjælpe, men vær opmærksom på, at det vil være nødvendigt at booke i god tid.